En regnfuld aften skynder Saki sig til klaverundervisning, da hun støder ind i en smuk, langhåret pige og taber sine noder i processen. Saki stammer en undskyldning frem, men pigen giver hende blot noderne tilbage og går uden et ord.

Næste morgen begynder Saki sin første dag i gymnasiet, kun for at opdage, at den fremmede fra aftenen før sidder ved bordet ved siden af hendes. Hun lærer, at pigen hedder Kanon, og at hun ikke er helt døv, men meget hørehæmmet. Selvom Kanon har brug for at være tæt på folk for at kunne læse deres læber, har hun en tendens til at skubbe mennesker væk med sin kolde opførsel. Gennem én venlig gestus begynder Saki langsomt at bryde murene omkring Kanon ned, samtidig med at hun mærker noget nyt begynde at blomstre i sig.